Vores tilgang

Livets udfordringer og de svære vilkår eller oplevelser, vi kan komme ud for som menneske, kan bevirke, at vi kan komme ud af balance og opleve disharmoni. Vi kan blive fremmede for os selv og blive blinde for eller fornægte dele af os selv.

Vi hjælper dig videre
I vores psykologpraksis i Horsens møder vi dig med oprigtig interesse, omsorg og respekt. Vi hjælper dig til at få bedre kontakt med dine egne kvaliteter, potentialer og ressourcer. Og vi hjælper dig med at ændre det, du ønsker forandret i dit liv, og til at leve mere helt med de livsvilkår, du har. Målet er at hjælpe dig til at opleve større tro på og tilfredshed med dig selv og dit liv, øget indre og ydre harmoni i dit liv, mere overskud og livsglæde.
 
Vi tager udgangspunkt i psykodynamisk tænkning
Vores arbejde tager udgangspunkt i en psykodynamisk grundtænkning, hvor sigtet er dybdegående og varige forandringer. Vores udgangspunkt for terapien vil altid være det, der fylder for dig her og nu. Ofte kan det dog give rigtig god mening også at sætte lys på fortiden – på dine relationer til andre mennesker og på begivenheder i din opvækst og i livet indtil nu. Baggrunden for også at rette blikket bagud er, at du kan opnå en større indsigt i, hvorfor du tænker, føler og handler, som du gør. Denne indsigt/forståelse kan være væsentlig i forhold til at ændre uhensigtsmæssige mønstre og vaner, som kan spænde ben for, at du kan leve dit liv fuldt ud.
 
Krop, tænkning og kreativitet
Vi inddrager elementer fra kognitiv terapi, hvor der er et særligt fokus på tanker og sammenhængen mellem tænkning, krop, følelse og adfærd. Videre arbejder vi med kropslige metoder. Ofte giver vores krop signaler om, hvordan vi har det, og arbejdet med at fornemme og lytte til disse signaler kan være medvirkende til at skabe øget selvindsigt, forløsning og ro. Vi benytter metoder som mindfulness, afspænding og visualisering. Som endnu et element anvender vi kunstterapeutiske metoder som tegning og maling, hvilket også kan hjælpe dig til at få kontakt til følelser, fornemmelser, tanker - dyrebar viden som nogle gange kan være svært tilgængelig alene gennem samtale.
 
Fokus på relationer
Vi er også altid opmærksomme på menneskers påvirkning af hinanden.  I en familie, på en arbejdsplads eller i en anden gruppesammenhæng vil de enkelte mennesker gensidigt påvirke hinanden. Vi tager derfor også afsæt i den systemiske tænkning.
 
Helhedsorienteret tilgang
Fordi vi arbejder ud fra en dynamisk og helhedsorienteret terapeutisk tilgang, kan vi anskue din problematik fra flere vinkler og arbejde med flere lag af dit besvær. Vi vil tilrettelægge ethvert forløb individuelt og inddrage de faglige vinkler, der passer til den enkelte indsats.
 
Psykologerne i Horsens | Sønderbrogade 48, 1. sal, 8700 Horsens